26. november 2020
Mette i tårer ved minkavler-besøg.
Statsministeren besøgte torsdag eftermiddag den nu forhenværende minkfarm i Jordrup.
Den snart forhenværende minkavler, Peter Hindbo, hans søn Andreas Hindbo og formand for Danske Minkavlere, Tage Pedersen, havde torsdag eftermiddag et cirka timelangt kaffemøde med statsminister Mette Frederiksen (S), der tæt ekviperet med værnemidler også blev vist rundt på gården i Jordrup med nu 24 gabende tomme haller, skriver Ekstra Bladet.
Efter kaffemødet og rundvisningen, mødte statsministeren den fremmødte presse. Og det var en tydelig berørt Mette Frederiksen, der kneb flere tårer under pressemødet.
- Det gør stort indtryk at møde de mennesker, der er ramt af lukningen af det danske minkerhverv. To generationer har her fået knust deres livsværk. Det er ikke på grund af, at de har været dårlige minkavlere. Det er på grund af coronaen, sagde Mette Frederiksen i følge TV Syd og måtte tørre tårer væk fra sit ansigt.
Peter Hindbo har efter statsministerens besøg fået større respekt for Mette Frederiksen:
- Mette Frederiksen var også følelsesmæssigt påvirket, og hun virkede ægte. Min respekt for hende er øget efter mødet, siger Peter Hindbo til Ekstra Bladet.
Statsministeren holdt dog fast i, at det var den rigtige beslutning at beordre alle mink aflivet af hensyn til folkesundheden.